Undervisning

På institutionen i Rold Skov har vi en veletableret intern skoledel. I samarbejde med PPR laver vi en fyldestgørende individuel undervisningsplan for den enkelte elev.

Undervisningen opfylder folkeskolelovens krav. Undervisningen er individuelt tilrettelagt, så den tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og muligheder både fagligt, socialt og personligt.

Udover skolens lærere har vi tilknyttet timelærere der underviser i eks. Foto, hjemmesider, natur/teknik og fysik.

Skolen underviser i alle folkeskolens fag og der er mulighed for at tage folkeskolens afgangseksamen i alle fag.

Struktur og forudsigelighed er en betingelse for at undervisningen fungerer. Det er vigtigt, at vore elever oplever succeser i skolen.

Vi har samarbejde med Skørping skole, hvor der er mulighed for at den enkelte elev kan deltage i klasseundervisning i enkelte fag.

Vores grundsyn er at alle børn kan lære. Alle børn rummer et uudnyttet potentiale, som kan blive til brugbare ressourcer.

Børn er ikke passive modtagere af viden og forståelse. De tilegner sig den aktivt.

Børn lærer mere gennem sig selv end gennem voksne. Børns egen aktivitet og sansning er udgangspunkt for børns udvikling.

Holdninger til undervisningsarbejdet

  • Det kræver indsigt i det enkelte barns forudsætninger, for at kunne tilrettelægge en relevant undervisning.
  • Det enkelte barns egne forudsætninger sættes over normative forventninger.
  • Det faglige niveau afpasses så det indeholder stof og udfordringer, der er relevante i forhold til barnets forudsætninger.
  • IT er et nyttigt værktøj i undervisningen.
  • Det enkelte barns koncentrationsintervaller respekteres og udvikles.
  • Undervisning kan foregå over hele dagen
Undervisning i praksis
  • Der laves individuelle undervisningsplaner.
  • Undervisningen foregår både i Institutionen i Rold Skovs lokaler, på Skørping skole, lejede lokaler på kulturstationen, i Skørping skoles hal og udendørs i skov og natur.
  • Der er meget en til en undervisning, men også i små grupper. Gruppeundervisning er målet.
  • Noget af undervisningen vil være integreret i behandlingsarbejdet og omvendt.
Målene med undervisning og behandling
  • At få skabt en bæredygtig udvikling for børnene, der indebærer at de med tiden kan tage vare på deres egen livssituation.
  • At forberede børnene til et voksenliv med mest mulig selvhjulpethed.
  • At udvikle selvtillid, selvværd og selvforståelse.
  • At børnene tilegner sig så meget intellektuel viden som muligt.
På Institutionen i Rold Skov er vi ikke bange for resultater og kvalitet. Vi måler og dokumenterer vores pædagogiske og undervisningsmæssige resultater.